Ungetilbuddet Carma

Ungetilbuddet Carma er et botilbud til unge mellem 18 og 30 år med psykiske udfordringer og/eller sociale vanskeligheder

Ungetilbuddet Carma med 15 lejligheder ligger på Eriksminde 21-23, 8450 Hammel. Den bynære beliggenhed giver let adgang til indkøb, offentlig transport, sportsfaciliteter mv.

Målgruppen er unge i alderen 18-30 år, med problematikker inden for nedenstående områder:

  • Personlighedsforstyrrelse
  • Autismespektrum forstyrrelse
  • Forandret virkelighedsopfattelse
  • Opmærksomhedsforstyrrelse
  • Anden psykisk vanskelighed

Tilbuddet henvender sig bredt til unge indenfor det psykiatriske område, og ofte er de unge fortsat under udredning, når de flytter ind. Hos nogle af de unge opleves dobbeltdiagnoser og komorbiditet. Som f.eks.

  • spiseforstyrrelser
  • depression
  • misbrugsproblematikker
  • selvskadende adfærd
  • kriminalitetsproblemer
  • angst
  • traume problematik

Hverdagen i Carma

Der er mulighed for at være med i fælles madlavning og fællesspisning på hverdage, men også mulighed for individuel madlavning. Man betaler selv maden.

I formiddagstimerne er de fleste unge i aktivering/beskæftigelse/under uddannelse. 

Om eftermiddagen er der tid til praktiske opgaver (eksempelvis rengøring, tøjvask, indkøb) eller mulighed for at være social med de andre unge og personalet. Om aftenen hygges der ofte foran fjernsynet, med kortspil eller noget kreativt.  To dage om ugen er der mulighed for at deltage i fælles aktiviteter ud af huset. Den ene dag med idræt og den anden dag med gaming. 

Personalet er til rådighed kl. 7-23 på hverdage og kl. 9-23 i weekender.

Ungetilbuddet Carma er for dig, som gerne vil opnå færdigheder til at kunne flytte i egen bolig. Vi arbejder recovery-orienteret med mål ud fra en §141 handleplan, hvor den unge er med til at udforme egne mål og samarbejder om at dokumentere og evaluere egen udvikling. 

Vi arbejder ud fra visionen for Social og Sundhed i Favrskov Kommune ”Sammen om et sundt og værdigt liv” For os ses det i:

  • Vi arbejder tværfagligt og sammen med andre vigtige aktører i den unges liv. 
  • Vi har fokus på både den mentale, den sociale og den fysiske sundhed – defineret af den enkelte.

Boligerne i Carma

Ungetilbuddet Carma består af 15 etværelses-ungdomsboliger med stue, et lille soveværelse, eget bad og toilet samt vindfang med et lille tekøkken.

Der er egen indgang fra udeareal, hvor der findes en stor overdækket terrasse og en lille lukket have.

Herudover har de fleste af boligerne direkte indgang til fælles arealer, hvor der findes køkken/alrum og TV-stue område.
 

Kontakt

Ungetilbuddet Carma

Eriksminde 23
8450 Hammel

Tlf. 23 47 92 98

Afdelingsleder

Kathrine Stjernholm Thøgersen
Tlf. 31 60 33 20 
[email protected]

Send ikke fortrolige eller følsomme oplysninger på mail.